Lav dine egne sort-hvide billeder

Lav dine egne sort-hvide billeder

Ved at lave dine egne sort-hvide billeder får du en meget højere kvalitet til en meget lavere pris – og så er det oven i købet ikke særligt svært.

Der var engang hvor næsten alle amatørfotografer havde eget mørkekammer, men sådan er det ikke længere.
Desværre for fotografiet – heldigvis for dig, der vil kaste dig ud i at lave dine egne billeder. Der står nemlig hundredvis af mørkekamre pakket ned på lofter og i kældre, så du kan for relativt få penge købe en komplet brugt udrustning til at lave dine egne billeder.

Mørkekammeret

Som navnet antyder, skal vi først og fremmest bruge et mørkelagt lokale.
Kun de færreste har den luksus at have et rum til overs, hvor man lige kan indrette et permanent mørkekammer. De fleste må leve med en løsning, hvor køkkenet eller et badeværelse midlertidigt kan laves om til et mørkekammer, men det er såmænd også en acceptabel løsning.
Der findes utallige måder at udføre forvandlingen i praksis – Storm P har ikke levet forgæves. Jeg vil dog ikke her komme med opskrifter på hvordan man mørkelægger et lokale og forvandler det til en billedfabrik.

Rindende vand og afløb i mørkekammeret er en stor fordel, men ikke en absolut nødvendighed.

Det er vigtigt at dit mørkekammer er nogenlunde støvfrit, da støv vil sætte sig på negativerne og blive til hvide pletter på det færdige billede. Et soveværelse er derfor måske ikke den bedste løsning.

Forstørrelsesapparatet

Den største investering i forbindelse med at etablere et mørkekammer er forstørrelsesapparatet. Det er det apparat du lægger dine negativer i, så de kan belyses ned på fotopapiret.

En kæde er som bekendt ikke stærkere end det svageste led, og du bør derfor købe et rimeligt godt objektiv til dit forstørrelsesapparat.
Da forstørrelses-objektivet har et begrænset arbejdsområde og fordi lysstyrken ikke er kritisk, så får du et temmelig godt objektiv til få penge. Du vil da også med næsten alle tilgængelige modeller få noget som vil være ganske fremragende – i al fald til en begyndelse.

Farvehoved er absolut en fordel (men ikke så almindeligt), da du så umiddelbart kan bruge papir med variabel kontrast. Men mere herom senere.

Jeg kan kun anbefale at gå på jagt i avisernes brugtmarkeder – her kan du sikkert komme et pænt stykke vej for 1.000,- kr.

Udstyr

Ud over forstørrelsesapparatet er der en del udstyr du skal have fat i til mørkekammeret. Noget er absolut nødvendigt at have – andet er bare meget bekvemmeligt.

Først og fremmest skal der være en speciel belysning i mørkekammeret. Tidligere brugte man en rød lampe, men i dag er lyset oftest gul/grønt.
Man kan enten købe belysningen som en speciel pære til at skrue i en almindelig lampe eller man kan købe en speciel mørkekammerlampe.
For en sikkerheds skyld bør du sikre dig at det fotopapir du køber kan bruges sammen med den lampe du har. Desuden bør lampen ikke placeres alt for tæt på de steder hvor det ikke-fikserede fotopapir bevæger sig. Se specifikationerne for den lampe du køber.

Til forstørrelsesapparatet er det en meget stor fordel at have et slukur. Det er et lille mekanisk eller elektronisk ur der, ved at man trykker på en knap, tænder forstørrelsesapparatet i en forudbestemt tid.
Du sætter f.eks. slukuret på 11,5 sekunder. Nå du så trykker på ’start’ vil dit forstørrelsesapparat tænde, belyse fotopapiret i 11,5 sekunder og så slukke igen.

Til at holde fotopapiret plant mens det belyses af negativet kan man anskaffe sig en såkaldt klapramme. Bemærk, at nogle af de modeller der findes, vil lave en hvid kant om billedet …… lige som i de “gode” gamle dage.
Da moderne fotopapir er meget plant, kan det lade sig gøre at lave billeder uden en klapramme.

For at stille 100% skarpt med forstørrelsesapparatet skal man bruge en focusfinder. Det er en sjov dims som mest minder om et lille legetøjsmikroskop.
Man lægger et gammelt billede på forstørrelsesapparatets bundbræt eller klaprammen og stiller focusfinderen ovenpå. Ved at kigge i focusfinderen mens forstørrelsesapparatet er tændt, kan man nu stille skarpt på selve kornene i negativet.

Endelig skal du bruge 3 skåle til kemien. Skålene skal passe til den største størrelse fotopapir du vil bruge, men hvis du gerne vil lave store forstørrelser, vil jeg dog anbefale at du anskaffer dig flere sæt skåle. Et sæt til forstørrelserne f.eks. 50×70 cm og et sæt skåle til “daglig brug” f.eks. 18×24 cm.
Sammen med skålene bør du anvende 3 specielle pincetter så dine fingre ikke kommer ned i kemikalierne. Ikke mindst fordi huden ikke har godt af vedvarende kontakt med fotokemikalierne, men også fordi du kan komme til at sætte fingeraftryk på fotopapiret med fixér-fedtede fingre. Det vil give et fint hvidt fingeraftryk på det færdige billede.
Det er vigtigt at hver enkelt pincet kun bruges til én væske. Pincetten til fremkalderen skal bruges til at flytte billedet over i stoppebadet, men må ikke dyppes ned i selve stoppebadet.

Kemi

Lige som ved filmfremkaldelsen skal du bruge disse 3 bade: Fremkalder, stoppebad og fixér.
Stoppebadet kan erstattes med vand (som udskiftes jævnligt), men det vil slide mere på fixéren, da den så også skal stoppe fremkaldelsen.

Den kemi du vælger skal naturligvis passe til det fotopapir du har valgt. I dag kan du ofte godt blande papir og kemi af forskellige fabrikater, men spørg din fotohandler for en sikkerheds skyld.
Kemien skal være omkring 18-20 grader ved brug – ellers bør man forlænge de procestider som producenten angiver.
Der er ingen kritiske tider i fremstillingen af billeder. Man kan godt både fremkalde og fixere noget længere end de angivne tider uden det skader billedet.
Bemærk at din fremkalder ‘ilter’ (bliver mere og mere brun).
Når du ikke bruger fremkalderen, skal den derfor opbevares i en ikke gennemsigtig plastflaske, hvor du kan presse luften ud, så der er væske helt op til låget.

Fixeren bliver også slidt ved brug. I specifikationerne for den kan du se hvor mange m² fotopapir den ca. kan bruges til, inden den skal kasseres.

Og det kan ikke siges for tit: Udslidt fotokemi skal afleveres til destruktion – IKKE smides ud i kloakken.

Fotopapir

Jeg vil kun anbefale en begynder (og let øvet) at bruge fotopapir af typen plastpapir. Næsten alt fotopapir der sælges i dag er da også af denne type.
De gammeldags baryt-papirer kan stadig købes, men er MEGET besværlige at arbejde med.
Bemærk at fotopapir også fås med forskellige overflader (blank, mat, pearl etc.).

Noget af det rigtigt smarte ved at lave sine egne sort-hvide papirbilleder, er at fotopapiret fås med forskellig gradation (hårdhed).
Det vil sige, at man faktisk kan rette meget op på nogle fejl man måske har lavet allerede under optagelsen.
Gradationen betegnes med tal fra 0 til 5.
Er dit negativ i orden – det vil sige har en normal kontrast, så skal du bruge fotopapir med gradation 2 eller 3.
Hvis dit negativ har for høj kontrast (eksempelvis overbelyst eller overfremkaldt) så skal du bruge et ‘blødere’ fotopapir med gradation 0 eller 1. Og hvis dit negativ har for lav kontrast (eksempelvis underbelyst eller underfremkaldt) så skal du bruge et ‘hårdere’ fotopapir med gradation 4 eller 5.

Man kan købe fotopapir med fast gradation, men det er noget besværligt (og dyrt) at skulle have flere gradationer liggende i alle de størrelser papir man bruger.
Derfor bruger de fleste i dag fotopapir med variabel kontrast (Multigrade, Variospeed, Polycontrast).
Ved fotopapir med variabel kontrast ændrer man kontrasten ved at farve det lys man belyser fotopapiret med.
Jo mere gult lyset er, jo blødere bliver papiret, og jo mere magenta lyset er jo hårdere bliver billedet.

For at ændre farven på lyset skal man bruge nogle specielle farvede filtre som man så skal udskifte alt efter hvilken gradation (hårdhed) man ønsker.
De fleste forstørrelsesapparater har en filterskuffe hvor man kan lægge filtrene i, men hvis forstørrelsesapparatet ikke har en filterskuffe, kan man købe en udvendig filterholder til at sætte nedenunder forstørrelses-objektivet.
Her er det så en stor fordel at have et forstørrelsesapparat med farvehoved. Så ændrer man farven blot ved at dreje på en knap – og så skal man slet ikke bruge de farvede filtre.
Bemærk at hvis man ændrer farven (tætheden) på filtrene, skal man ofte også korrigere i belysningstiden på billedet.

Fotopapir er i øvrigt ikke specielt dyrt – vælg derfor en god stor størrelse. Jeg har ofte brugt 18×24 cm som standard størrelse.

Belysningen

Inden belysningen af fotopapiret, skal negativet monteres korrekt i forstørrelsesapparatet.
Så tænder man for apparatet og blænder helt op (mindste blændetal). Man skal så finde det udsnit man vil have og stille skarpt.
Herefter blænder man et par trin ned igen og aktiverer forstørrelsesapparatets blokeringsfilter. Det er ofte et rødt filter man skubber hen foran objektivet, og dermed påvirker lyset fra forstørrelsesapparatet ikke fotopapiret.
Så slukker man alt andet lys end den specielle mørkekammerlampe og finder et stykke fotopapir frem. Tag kun den ene stykke fotopapir ud af pakken du skal bruge – og LUK DEN STRAKS IGEN.
Mens forstørrelsesapparatet viser det (sandsynligvis) røde billede, placeres fotopapiret ved det udsnit man ønsker. Forstørrelsesapparatet slukkes og det røde filter fjerne (husk det).

Nu belyses fotopapiret så i den nødvendige tid og fremkaldes.

Den største kunst ved at belyse billedet er naturligvis at finde den korrekte belysningstid. Der er to brugbare metoder: At købe en (dyr) speciel lysmåler eller at lave en teststrimmel.

Teststrimmel

En teststrimmel er en metode til at finde den korrekte belysningstid for et billede.
Man skal bruge et lille stykke fotopapir – f.eks. 2×10 cm. Man kan med fordel klippe nogle ark fotopapir til strimler og gemme dem i en tom emballage til fotopapir.
Hvis man har en idé om at billedet skal belyses ca. 10 sekunder (det kommer med erfaringen), så kan man lave en teststrimmel på 5 + 2x sekunder.

Forklaring:
Man belyser først sin teststrimmel i 5 sekunder. Så tager man f.eks. et stykke sort karton, holder den over eksempelvis en femtedel af strimlen og belyser yderligere 2 sekunder. Så afdækker man ca. to femtedele og processen gentages o.s.v.
Teststrimlen fremkaldes, stoppes og fixeres på normal vis. Så får man en strimmel som den der er vist på billedet.
I det nævnte eksempel er delene af strimlen belyst med henholdsvis 5, 7, 9, 11 og 13 sekunder.
Nu er det forholdsvis let at se hvilken belysning der er den korrekte – og uden at have spildt ret meget fotopapir.
Man bør naturligvis finde en passende del af sit motiv at lave teststrimlen på.

Fremkaldelsen

Når fotopapiret er belyst, skal billedet trylles frem – det skal fremkaldes.
Fotopapiret puttes “vupti” ned i fremkalderen så det bliver helt dækket af fremkalder hurtigst muligt.
Så skal man bevæge skålen lidt under fremkaldelsen så væsken glider frem og tilbage hen over papirets overflade.
Her er det så, at man oplever magien ved at lave billeder i mørkekammeret. Man putter et stykke hvidt papir ned i en væske, og mens man står i mørkekammeret dunkle belysning, toner der langsomt et billede frem !!!
Det er en ren tryllekunst, som alle amatørfotografer bør have chancen for at opleve.

Man bør altid fremkalde billedet færdigt. Selv om man i mørkekammer-lyset kan se, at det ‘vist nok’ er blevet lavet for mørkt, så lad være med at tage det op for tidligt.
Et ikke-gennemfremkaldt billede er aldrig godt, men et for mørkt (gennemfremkaldt) billede kan trods alt bruges til at vurdere en korrigeret belysningstid.

Fremkaldertiden varierer lidt fra mærke til mærke (se instruktionen) og det går noget hurtigere med en frisk fremkalder end med en gammel.
Når billedet er fremkaldt færdigt tages det op af fremkalderen og man lader det dryppe af nogle sekunder, så man ikke “bruger” mere af fremkaldervæsken end højst nødvendigt.
Så “droppes” papiret ned i stoppebadet hvor det kun skal være kort tid (ofte under 1 minut) inden det kommer over i fixéren.
Efter kort tid i fixéren kan man godt tænde det almindelige lys og begynde at vurdere resultatet.
Efter overstået fixéring skal billedet blot skylles.

Skylning

Plastpapir skal typisk skylle ca. 2-3 min i 20 grader varmt rindende vand, men igen må jeg henvise til databladet for det aktuelle fotopapir.
Det tidligere omtalte baryt-papir skal skylle meget længere, og er desuden meget svært at tørre med et godt resultat.
Man bør ikke sjuske med skylningen, da man kan risikere at efterlade kemikalie-rester i billedet, så det efter få år kan blive brunt og grimt.

Efter skylningen kan man stryge vandet af billedets forside. Man kan købe en speciel afstryger eller bruge en bilrude-skraber (altså gummikanten).
Så skal det bare lægges til tørre, og plastpapiret er ikke kritisk – det bliver stort set altid plant efter tørring.
Så er billederne klar til retouchering, beskæring og montering eller indramning. Og så får du et resultat som du ikke kan få lavet hos den lokale fotohandler.

Der er mange ting at huske på, men det bliver overraskende hurtigt rutine at arbejde i et mørkekammer.
Og hvis du har haft tålmodighed til at kæmpe dig gennem denne lange artikel, så er du sikkert også i stand til at lave dine egne sort-hvide billeder.