En fotosession

En fotosession med det nygifte brudepar

En fotosession med det nygifte brudepar kan godt tage en time eller to, alt efter hvor mange forskellige set-ups, der skal tages. Ved de fleste bryllupper planlægges fotograferingen således at den placeres efter vielsen, men før middagen. Fotograferingen skaber dermed et naturligt hul i programmet, hvor jeres gæster skal underholdes med andre ting end jeres selskab.

   

TING JERES GÆSTER KAN LAVE MENS I BLIVER FOTOGRAFERET

Her er 5 idéer til, hvad dine gæster kan lave, mens I er ude og blive fotograferet:

1) Sightseeing i lokalområdet   
Til et bryllup er der mange gæster, der kommer tilrejsende fra andre dele af landet eller verden. Både for dem, der ikke kender lokalområdet og for dem der gør, kan en sightseeing til en nærliggende seværdighed være en hyggelig adspredelse, mens brudeparret bliver fotograferet. Jeg har fx engang været til et bryllup, hvor en rundvisning på Skærbæk-værftet i Fredericia, hvor gommen arbejdede var et tilbud til gæsterne, mens de ventede på brudeparret.

2) Leg og spil i haven
Om foråret og sommeren kan et par timers ‘fri leg’ i haven være en hyggelig aktivitet for bryllupsgæsterne inden maden. Der kan være forskellige spil og lege, som fx Vikingespil, kroket, stangtennis osv. Eller mere organiserede spil som rundbold, fodbold eller en lille rask stafet eller andre smålege. Samtidig er der selvfølgelig forfriskninger og måske en lille snack inden middagen.

3) Konkurrencer eller skattejagt
For det kreative brudepar kan det være sjovt at sætte gæsterne i gang med en konkurrence, hvor gæsterne i små grupper bliver sat i gang med at løse en eller flere små opgaver. Hovedformålet er, at opgaverne skal løses i fællesskab for hermed at ryste grupperne sammen og sikre at gæsterne kommer til at tale sammen på tværs af familiære og klikeopdelte grupperinger. Det kan evt. laves som en skattejagt – især hvis der er børn med til festen.

4) Fællesgave til brudeparret
En anden kreativ idé, der samtidig kan blive et hyggeligt minde for brudeparret, er et skabe en fællesgave til brudeparret, fx et maleri eller en gæstebog, hvor alle bidrager med små hilsner eller gode råd til brudeparret. De gode råd kan også puttes i en krukke eller kiste, som brudeparret kan åbne sammen efter brylluppet. Det kan også være en ‘date’-idé, der puttes i krukken/kisten, eller en ‘bucket list’, altså en liste over ting brudeparret skal nå at gøre sammen i deres liv.

5) Lidt godt til ganen
En anden mulighed er naturligvis simpelthen at traktere dine gæster på bedst mulige måde, mens I er væk. Et dejligt kagebord, små appetizers eller hors d’oeuvres er stensikre klassikere. Du kan også være mere kreativ og lave en slik-buffet eller et flødebolletårn. Den gode mad er naturligvis akkompagneret med drikkevarer af en passende art og mængde.

Skal i bruge en dygtig kreativ fotograf?